Sagnet om Rolf Krake, Hjalte, Bjarke og Vigge

Sagnet om Rolf Krake, Hjalte, Bjarke og Vigge

Rolf, kong Helges søn, var ung af år, da han kom til ene at råde for riget. Han var tidligt høj og slank; klog af sind og alvorlig. Han var venlig mod alle, gav gerne sit guld bort til sine mænd. De elskede ham meget for hans herlige gaver og fordi han ofte førte dem til sejr, og alle de bedste kæmper søgte til ham.

Der var en kæmpe som hed Bjarke; han drog til Sjælland for at komme i kong Rolfs tjeneste. Ved aftentid kom han til et lille bus og fik husly der natten over. Han spurgte ud om kong Rolf og hans mænd; men imens han talte, gav konen sig til at græde ganske højt. ”Hvad græder du for, din dumme kælling?” sagde Bjarke. Så fortalte hun det: ”Jeg og min mand bar en søn, der hedder Hjalte. Han gik en dag op til kongsgården for sin fornøjelse; men kongens mænd tog ham og drillede ham, og de satte ham i den dynge, hvor de kaster afgnavede ben, når de spiser; og nu plejer de at kaste benene efter ham, så jeg ved knap, om han er i live eller død. Men det vil jeg bede dig om til løn for min gæstfrihed at du hellere kaster små ben på ham end store.” ”Det kan jeg gerne love,” sagde Bjarke, ”men jeg finder det ikke meget mandigt at kaste ben på folk eller gøre småfyre fortræd.”

Næste dag kom Bjarke til Lejregård. Han satte sin hest i stald, trådte selv ind i hallen og satte sig nærved døren. Han havde ikke siddet der længe før han mærkede lidt støj i en krog af hallen; han så der en bendynge, og en sort hånd, der kom frem af dyngen. Bjarke gik hen og spurgte, hvem det var. Inde i dyngen svarede det ganske sagte: ”Jeg hedder Hjalte.” ”Hvad gør du her?” spurgte Bjarke. ”Jeg laver mig en skjoldborg,” svarede det inde fra dyngen. ”Den skjoldborg dur ikke til meget,” sagde Bjarke og trak ham ud af dyngen. ”Lad være, lad være, det bliver min død!” skreg Hjalte, ”nu har du revet min skjoldborg i stykker, og jeg havde lige fået den så høj, at den dækkede mig mod alle jeres kast.” ”Du skal ikke mere lave skjoldborg,” sagde Bjarke, og han trak ham ud af hallen hen til vandingen og vaskede ham helt ren. Så gik han tilbage til sin forrige plads og satte ham ved siden af sig; drengen var så ræd, at både arme og ben gik på ham, men han kunne jo nok mærke, at det var mandens mening at hjælpe ham. Ud på aftenen kom der folk i hallen, kæmperne så Hjalte sidde på bænken og fandt ham vel dristig. Hjalte ville smutte tilbage i sin bendynge, men Bjarke holdt på ham. Kæmperne begyndte nu efter deres vane at kaste afgnavede ben tværs over hallen til Bjarke og Hjalte. Bjarke lod, som om han ikke så det; men Hjalte turde af skræk hverken æde eller drikke. ”Bjarke,” skreg han, ”der kommer en stor knude lige i hovedet på dig!” Bjarke tyssede på drengen og fangede benet i sin hule hånd; så sendte han det tilbage til den, der havde kastet det, lige i panden, så at han faldt død om. Der kom stort røre på alle huskarlene, og Rolf blev kaldt til. ”Det er en ond skik, som I har lagt jer til,” sagde han, ”en vanære for mig og stor skændsel for jer selv.” Så spurgte han Bjarke, om han til bod ville træde i den faldne huskarls sted. ”Jeg vil nok være din mand,” svarede Bjarke, ”men jeg skilles ikke fra Hjalte, og jeg vil selv finde min plads i rækken.” ”Han ser ikke ud til så meget, men kosten vil jeg da ikke nægte ham,” svarede Rolf. Bjarke gik langs huskarlenes række, og et sted rykkede han tre mænd op fra bænken og tog plads der sammen med Hjalte. Huskarlene holdt fra da af fred med den ny kæmpe.

Ud på vinteren kom der en bjørn, som gjorde stor skade på kongens kvæg. Flere gange blev der sendt folk imod den, men det kostede de fleste af dem livet. Kongen sagde, at han ville hellere miste sine køer end sine bedste huskarle, og bød at ingen mere skulle jage efter den. Men om natten kaldte Bjarke på Hjalte til at følge med sig ud i skoven. Hjalte sagde, at det var deres visse død, men Bjarke fik ham dog ud. Da drengen så bjørnen, gav han sig til at skrige; men Bjarke slængte ham hen ad jorden, og bød ham tie stille. Hjalte lå stille som en mus. Bjarke gik imod dyret, og lige idet det rejste sig, stødte han sit sværd i dets venstre bov og helt ind til hjertet. Bjarke gik så hen og tog Hjalte, bar ham til dyret, og sagde at han skulle drikke af dets blod. Hjalte var bange og ville ikke, men Bjarke nødte ham dertil. Han drak da tre gange af det varme blod, lige som det strømmede ud af såret. ”Nu tænker jeg ikke mere, du er ræd for kongens huskarle.” sagde Bjarke. ”Jeg er hverken ræd for dem eller for dig,” svarede Hjalte. Næste morgen gik de for kongen og sagde, at de havde dræbt bjørnen. ”Jeg vil tro dig i stand dertil,” svarede Rolf, ”og man skal lede længe efter din lige; men dog synes jeg. det er dit største værk, at du har gjort en kæmpe ud af Hjalte.”

Agnar Ingjaldssøn hed en kæmpe af Skjoldungernes æt, en vild viking. Han kom med sin flåde til Lejre og bejlede til Rolfs søster Hrut. Rolf ville ikke gøre Agnar til sin fjende ved at nægte ham hende, og samtykkede i brylluppet. Men Bjarke æskede ham til tvekamp, inden han hjemførte Hrut. Således blev bryllup og tvekamp holdt på samme dag. Det var skik i gamle dage, at man ikke huggede i flæng, men først huggede en af de kæmpende, og så den anden; modstanderen måtte kun dække sig mod hugget. Agnar havde første hug, for han var højest af byrd. Han huggede imod Bjarkes hoved, så hjelmen kløvedes, og ind i panden, men sværdet brast imod hans pandeskal. Bjarke blev gram. da blodet randt ned, men han tog sig dog tid til at hugge. Han trådte med den ene fod fast på en træstub og huggede af al sin styrke mod Agnars side. Han huggede hans legeme tværs over, og stykkerne faldt til hver sin side. Man hørte Agnar le i døden, for der kom aldrig klageord over hans læber. Derefter stod Rolf frem og sagde: ”Nu véd jeg ingen mand, der er mere værdig til at få min søster, end du er, både for din egen styrke og for den hjælp. jeg har af dig.” Nu blev kampen atter ombyttet med brudegilde, og de drak bryllup for Rolfs søster og den ypperste af hans kæmper.

Kong Rolf fik lyst til at gense sin mor, dronning Yrsa i Uppsala. Han sejlede derfor til Sverige og lagde ind i Mælarsøens munding; derfra red han med udvalgte kæmper til kongsgården i Uppsala. Adisl var lidet glad ved sin stedsøns komme, men han ville ikke åbenlyst stride imod ham. Rolf og hans kæmper blev bænkede i kongehallen langs med den ene langvæg. Der var tændt store bål på gulvet, og Adisls trælle kastede mere og mere ved på ilden. Luerne sved deres kapper og randene af deres skjolde, og svenskerne spurgte spottende, om det var sandt, hvad man sagde, at kong Rolf og hans mænd hverken flyede ild eller jern. Men da heden blev for hård, rejste Rolf sig og sagde: ”Den flyr ej ilden, som over den springer.” Og i det samme kastede han sit skjold på ilden og sprang så over bålet. Hver af kæmperne kastede også sit skjold og sprang over. Dernæst sagde de: ”Øge vil vi ilden i Adisls gårde,” og greb Adisls trælle og kastede dem på ilden. Adisl var selv i tide undflyet. Rolf og hans mænd skyndte sig nu til deres heste. Hans mor gav ham til afsked et stort drikkehorn fuldt af kostbarheder. Rolf og hans kæmper red ned over sletterne langs åen Fyris, for at nå til deres skibe. De havde ikke redet længe, før de hørte krigslurer, og så en stor hær af svenske, som red efter dem. Men Rolf tog ned i hornet og hentede ringe og smykker frem. Dem såede han langs ad vejen. Da svenskerne så guldet, sprang de af hestene for at samle det op, og mange af dem kom op at strides om det. Adisl skyndede på sine mænd, at de ikke skulle lade sig afholde fra forfølgelsen, og selv red han så stærkt som hesten kunne bære ham. Da han var helt nær, tog Rolf ringen Sveagris ud af hornet (den var Uppsalakongernes gamle klenodie) og kastede den på vejen. Da standsede Adisl sin hest og bøjede sig ned for at fange den på sin spydspids. Men Rolf råbte spottende til ham: ”Svinebøjet har jeg nu den ypperste af svenskerne.” Således slap Rolf og hans kæmper ned til skibene og sejlede atter til Danmark.

En gang kom der en fremmed ungersvend, som hed Vigge, til kong Rolfs hal. Han gik frem foran kongen og så længe på ham. ”Hvad tænker du,” spurgte Rolf, ”Siden du ser så længe på mig?” Vigge svarede: ”Den gang jeg var hjemme, hørte jeg, at kong Rolf på Lejre var den største konge i Norden; men nu sidder der en ussel krake i højsædet.” (Sådan kalder man jo en tynd og afkvistet træstamme.) ”Du har givet mig navn,” siger kongen, ”at jeg skal hedde Rolf Krake; men med navnet plejer der jo at følge en gave, og da du ikke har stort at give af, må jeg vel til det.” Med disse ord tog han en guldring af sin arm og rakte Vigge den. Vigge gik nu med ringen på sin højre arm og holdt den synlig for alle, men gemte sin venstre hånd på ryggen. Rolf tiltalte ham da på ny og spurgte. hvorfor han bar sig således ad. Vigge svarede, at den venstre hånd skammede sig ved at være så fattig ved siden af den anden. Da gav Rolf ham en guldring til, for at hænderne kunne være lige gode. Men Vigge stod frem og sagde højt for alle, at hvis Rolf nogen tid skulle falde for fjendehånd, da ville han hævne det på kongens banemand. ”Lidt kan gøre barnet glad,” sagde kong Rolf, og smilede dertil.

Der var i Danmark en mand, der hed Hjarvard. Rolf gjorde ham til jarl i Skåne og gav ham sin søster Skuld til ægte. Men Skuld var lidet tilfreds med, at hun, som var kongedatter, skulle være en jarls hustru, og hun æggede sin husbond op til at fælde Rolf og sætte sig selv på tronen. Efter hendes råd sendte han bud til Rolf og bad om, at han i tre år måtte vente med at betale skat, og kongen gav sit samtykke dertil. I løbet af denne tid brugte han alle pengene til at skaffe sig våben og krigere. Endelig ved udgangen af det tredje år kom han ved juletid sejlende til Lejre. Skibene var tungt ladede og tildækkede med sejl, som om skatten var om bord; men i virkeligheden var der væbnede mænd. Hjarvard og Skuld sad ved gildet hos Rolf, og der var stor lystighed; men da alle var tunge af øllet, gik de atter ned til deres skibe.

Hjalte havde været ene ude. Da han kom tilbage, så han væbnede skarer i stor mængde drage op mod Lejregården, og han kaldte med høj røst: ”Vågn nu op, Bjarke og alle kæmper, Rolfs tapreste huskarle, I der var med på Adisl-toget. Jeg kalder jer ikke til vin eller gammens-tale, men til tunge sværdhug. Nu skal det prøves, om vi kan holde de løfter, vi gav vor konge i gildehallen, den gang han skiftede guld og brynjer iblandt os. Nu følger vi ham i døden, og hævner hans fald, og når vi ikke kan kæmpe mere for frelse, da strider vi for mindet og æren!” Da rejste kæmperne og deres konge sig, tog våben og gik fjenderne i møde ved borgens indgang. Man så en stor bjørn kæmpe med, den knuste mange med sine tænder eller slog dem med sin lab, og den holdt sig altid nær ved kong Rolf. Mange faldt også for Rolfs og hans kæmpers sværd; men af Hjarvards mænd kom der altid flere og flere. Hjalte kunne ingen steder få øje på Bjarke, og han spurgte Rolf, om han havde set ham. ”Kæmp kun videre,” sagde Rolf, ”han er nok der, hvor han hjælper os bedst.” Men Hjalte løb tilbage til hallen, og så der Bjarke ligge og sove. ”Op nu, Bjarke, eller jeg brænder stuen af over dig! vil du gennes med blus og brand, som en bjørn der jages’? det er tredje gang, jeg kalder på dig, du som ellers var den første i faren.” ”Last mig ikke,” siger Bjarke, ”nu spænder jeg brynje og fatter om sværd; men af ingen anden end af dig skulle jeg have tålt sådanne ord, det kan dog være, du ikke har tjent din konge så godt dermed, som du tror.” Han gik nu ud i striden: i det samme forsvandt bjørnen, og kampen gik nu tungere for de danske. Bjarke tog med begge hænder om sværdfæstet og huggede ned for fode, indtil der lå en vold af lig omkring ham. Men en efter en bukkede kæmperne under. Rolf blev fældet. Bjarke segnede med mange sår, og lagde sig døende ved sin herres hoved, og Hjalte ved hans fødder. Således dækkede de hans lig mod ravn og ørn, og vidnede endnu i døden, at de havde fulgt ham med troskab.

Næste dag lod Hjarvard stævne ting og blev gjort til konge over Danmark. Han klagede for alle over, at ikke en eneste af Rolfs tapre kæmper var forblevet i live og kunne træde i hans tjeneste. Da trådte Vigge frem og tilbød at blive hans mand. Kong Hjarvard blev glad og rakte sin dragne sværdklinge frem imod ham, for at han på den skulle sværge troskabsed. Men Vigge svarede, at således plejede Rolfs mænd ikke at sværge troskab. Hjarvard rakte ham da håndfæstet af sværdet til at sværge på; Vigge greb om det og stødte det i Hjarvards bryst. Således fik Hjarvard ikke mere glæde af sin svig end at være konge fra morgenstund og til middag. Hirdmændene sprang til for at dræbe Vigge. Men inden han faldt, råbte han, at han gerne ville lade livet, nu da han havde fået sit løfte opfyldt og hævnet sin herres død.