Kom til grupperådsmøde i Hjalte samt skovtur for hele familien
Kære alle medlemmer i Hjalte gruppe. Søndag d. 2/2-25 finder årets grupperådsmøde i Hjalte sted. Grupperådsmøde er spejderbetegnelsen for en generalforsamling, som man kender det fra andre foreninger og er altså her hvor vi bl.a. ser på året der er gået, godkender regnskab samt vælger gruppens bestyrelse.
Vi skal dog ikke kun holde grupperådsmøde denne dag. Vi vælger nemlig at holde skovtur for hele familien og har i den forbindelse inviteret en række naturvejledere med ud til at lave spændende aktiviteter med os.
Arrangementet starter søndag d. 2/2-25 kl 13:15 på den høje parkeringsplads ved Boserup Herefter går vi i samlet flok til Boserupgård Naturcenter, hvor aktiviteterne vil starte for både børn og voksne.
Ca 14:30 vil der blive afholdt grupperådsmøde for forældre og spejdere over 15 år mens aktiviteterne fortsætter for alle andre.
Arrangementet slutter ved Boserupgård Naturcenter ca kl 16.
Vi håber meget at se så mange som muligt, så vi både kan få en hyggelig tid sammen i det forhåbentlig smukke vintervejr og samtidig få holdt et godt grupperådsmøde og på den måde skabe rammerne for godt spejderarbejde i Hjalte det kommende år.
Af hensyn til planlægning må man meget gerne tilmelde sig arrangementet på dette link - arrangementet er gratis for alle.
Vi glæder os til at se jer!
Lidt mere info om grupperådsmøde:
Grupperådsmødet er som en generalforsamling, hvor vi kigger på året der gik, ser på Hjaltes økonomi og godkender regnskab og budget, og hvor vi vælger nye medlemmer til bestyrelsen, der har lyst til at være med til at bakke op om spejderarbejdet fra forældresiden. Vi holder få, korte og effektive møder, og du kan med en overkommelig indsats gøre en kæmpe forskel 😊
Derudover kan du også høre nærmere om bestyrelsens forældre-patruljer, som du har mulighed for at blive medlem af. Vi har både en hytte, en festival- og en juletræspatrulje og vil gerne have flere. I det kommende år vil vi gerne fokusere flere kræfter på at søge tilskud hos fonde, som kan bidrage til de aktiviteter vi gerne vil udføre. Måske er det lige her du kan være med til at gøre en stor forskel for arbejdet i Hjalte Gruppe?
Ønsker du at høre nærmere om arbejdet i bestyrelsen og de forskellige patruljer inden mødet er du velkommen til at skrive til Mikkel på mikkel@hjalte.dk Eller tage fat i en leder ved de ugentlige spejdermøder.
Kom og hør den korte og sprøde udgave af, hvad spejderåret har budt på, og hvilke spændende planer der er i støbeskeen til 2025. Vi bliver så glade, hvis lige præcis du kommer 😊
Dagsorden:
- Valg af dirigent og referent
- Korte fortællinger fra året der gik og kommer, v. Gruppeleder og ledere
- Forelæggelse og godkendelse af regnskab 2024 og budget for 2025 og 2026 (sendes ud én uge før mødet)
- Vedtagelse af kontingent for det kommende år
- Behandling af indkomne forslag
- Fastsættelse af antal pladser i bestyrelsen
- Valg til bestyrelsen
- Øvrige valg: Korpsrådet, Divisionsrådet, Kildebakken, revisor og evt. revisorsuppleant.
- Fremlæggelse af regnskab for Kildebakken
- Eventuelt
Evt. forslag sendes til Mikkel på mikkel@hjalte.dk